Min historie om at miste

Min historie om at miste

Jeg hedder Stine, og jeg står bag Aftenstjerner og den nye Barnets Bog til dig, der har mistet et spædbarn, og jeg har valgt at dele min egen historie, som er hele årsagen til at bogen er blevet til. Tak fordi du læser med.

I sommeren 2020 så min mand og jeg frem til at gå på en uges ferie sammen - glade, forventningsfulde og spændte. Denne ferie og sommer var helt særlig - vi var gravide med vores første barn og alt føltes anderledes, fantastisk og spændende. Vi blev enige om at få kønnet på baby at vide inden vi gik på ferie, som en lille overraskelse for familien og ikke mindst os selv, og vi bestilte derfor en kønsscanning to dage inden ferien.

Noget var ikke som det skulle være

Jeg glemmer aldrig, hvordan tiden stod stille, da radiologen pludselig sagde “Jeg har noget at fortælle jer. Det er alvorligt, det er meget alvorligt”.

Præcis 11 dage efter denne scanning, den 20.07.20 fødte vi vores smukke lille søn. Hans øjne var allerede lukket og slukket da han blev født - en aftenstjerne på himlen.

Vi forlod Skejby Sygehus dagen efter fødslen. Tomhændet, psykisk og fysisk nedslidte. På parkeringspladsen møder vi et par, som er ved at bære deres nyfødte, sunde og raske barn ud i bilen. Misundelsen og sorgen gjorde fysisk ondt i hjertet.

Inden vi forlod sygehuset, hængte vi en lille plade på mindetræet i sygehusets have. Alle pladerne på træet er til minde om mistet spædbørn på Skejby sygehus. Til minde for de børn mistet under graviditeten, under fødslen, eller kort efter fødslen. Fra starten var vi enige om, at vores lille søn skulle italesættes som en aftenstjerne. En smuk, unik, lysende stjerne - én af desværre mange smukke aftenstjerner på nattehimlen.

Begravelse og sorg

Seks dage efter vi havde født vores søn, holdt vi begravelse - i den kirke vi var blevet gift i et år forinden. Det var den rette beslutning for os, selvom der gik mange overvejelser ift. gravsted eller ej, sten eller ej, gæster til begravelsen eller ej. Vi besluttede kun at være fire til begravelsen. Vi kunne ikke rumme mange andre mennesker end os selv og vores følelser.

Det var en forfærdelig dag. Jeg mindes at gå bag min mand på vej til graven og skrige indvendig; "Jeg er blevet mor, men jeg har intet barn - jeg er blevet mor, men jeg har intet barn" igen og igen. Samtidig med de sidste efterveer fra fødslen rev fysisk i min krop - næsten som om min krop også var i sorg. Men det var også en smuk dag. Virkelig smuk. Den helt rette måde for os at tage afsked med vores lille dreng - vores lille aftenstjerne.

Midt i sorgen over at have mistet vores søn i graviditeten, fandt jeg ro i at nedskrive alle mine tanker og alt den information vi fik fra hospitalet. Der var så meget der fløj omkring mig, detaljer jeg måtte og ville huske, tankemylder og følelser. Det blev for meget at have i hovedet, så jeg ønskede at skrive det ned. Men hvor skulle jeg starte?

Starten på et nyt projekt

Jeg ville gerne huske de gode ting, som graviditeten og de oplevelser deri, men også nedskrive og dokumentere fødslen, afskeden, sorgen… Jeg købte en barnets bog og gik i gang. Dog måtte jeg fjerne over halvdelen af siderne i bogen - da vores søn ikke havde et liv udenfor maven.

Det gav mig en ide til et projekt - jeg vil skabe en barnets bog, for forældre der har mistet et barn under graviditeten eller umiddelbart efter fødslen. En bog med sider specielt tilpasset netop den situation at miste et spædbarn. En bog til at mindes, til at bearbejde den ufattelig sorg, og en bog der gør det muligt at dele historien om sit barn med andre.

Håbet er, at man som forælder ved at udfylde denne bog, skridt for skridt og ord for ord, vil blive hjulpet i sorgen. Det at miste et barn er ikke noget man kommer sig over, det er en sorg, man lærer at leve med. Det er en sorg, en hjemløs kærlighed, som man tager med sig resten af livet. Med denne bog håber jeg, at i forældre eller pårørende, kan bringe kærligheden til jeres mistet barn ned på papir og med ind i fremtiden - til evigt minde om jeres smukke aftenstjerne.

Alle mine varmeste tanker går til dig, som også har mistet eller er pårørende, og ønsker alt det bedste.

/ Stine Rathcke Vestergård